CIVIL WAR: En intens og skræmmende ode til krigsjournalistik

Af Marius Sørensen

USA har nok ikke været så tæt på en borgerkrig siden… ja, siden Den Amerikanske Borgerkrig. Derfor er det også et modigt valg at lave en film, der forestiller sig et nærfremtids-USA, hvor landet er brudt ud i intern, væbnet konflikt. Men det er netop, hvad instruktør og forfatter Alex Garlands seneste film, Civil War, gør. Og med Civil War har Garland, der typisk opererer inden for science fiction- eller horror-genren – eller en hybrid mellem de to – skabt sin måske mest skræmmende og effektfulde film til dato.

Muligvis for at undgå alt for direkte paralleller til virkelighedens usikre politiske landskab, er det i Garlands vision staterne Californien og Texas – to stater, der ikke ligefrem deler politisk orientering i virkeligheden – der har indgået en alliance for at afsætte den fascistiske siddende præsident (Nick Offerman).

Men så snart rammen for fortællingen er sat, bekymrer filmen sig ikke synderligt for det store, politiske billede. I stedet falder fokus på to krigsjournalister; fotografen Lee (Kirsten Dunst) og reporteren Joel (Wagner Moura), der sætter sig for at drage til Washington D.C. for at få et interview med præsidenten, inden Texas og Californiens styrker får fat i ham. På deres roadtrip gennem landet får de følgeskab af journalistveteranen Sammy og den aspirerende fotograf, Jessie (hhv. Stephen McKinley Henderson og Cailee Spaeny.)

Hoveddelen af filmen består af journalisternes tur igennem det krigshærgede USA og med undtagelse af en kluntet og klichéfyldt introduktion til Spaenys karakter er filmens persongalleri godt og interessant selskab. Undervejs støder de ind i diverse amerikanere, der hver især forholder sig forskelligt til det nye landskab. Men det bliver hurtigt klart, at Garlands primære interesse ikke er at dissekere, hvordan USA har ledt sig selv ind i borgerkrigen, men derimod at hylde krigsfotografer og deres arbejde. Gennem Lee og Jessies øjne og kameraer forsøger Garland at udpensle krigens rædsler. Gentagne gange ser vi personer – civile som militære – bløde til døde, henrettes brutalt eller kæmpe med – i bogstavelig forstand – at holde sine indvolde på plads.

Flere af journalisternes sammenstød med folk på deres rejse fører til intense og højspændte situationer, men især én scene efterlader et stort indtryk. Jeg vil undlade at sige for meget om scenen. Blot skal det nævnes, at Jesse Plemons, der kun dukker op i den ene scene, ene mand fremmaner en gru, en frygt og en intensitet, der med al sandsynlighed ikke bliver overgået i en anden film i år.

Filmens klimaks er ligeledes intens og leverer pulserende action, selvom Garland muligvis kommer til at forråde sit kodeks om at vise krigens rædsler. Udpenslede og blodige detaljer erstattes af store eksplosioner og velkoreograferede stunts og manøvrer. Grusomhed erstattes af fetichisme. 

Med filmens koncept og med titlen Civil War medfølger visse forventninger. Ved at placere sin fortælling i en situation, der potentielt er så potent og politisk kontroversiel, piller Garland ved nogle emner, som hans fortælling om journalistisk og krigens gru i virkeligheden ikke behøver. Der kan være en pointe i, at vi ser rædslerne udfolde sig i et land, vi kender som et fyrtårn for vores egne vestlige værdier, og at det derfor virker mere skræmmende på os, men en fremtidig borgerkrig i USA er for interessant et koncept til blot at bruges som forklædning af en journalistfilm. Og det er for interessant et koncept til, at filmens eneste kommentar er, at fascisme, racisme og krig er skidt. Det vidste vi godt i forvejen.

Som thriller og som en fortælling om krigsfotografers heltemod fungerer Civil War til punkt og prikke. Garland har leveret én af årets bedste spændingsfilm. Desværre sidder man alligevel tilbage med en fornemmelse af uforløst potentiale.

Kommentarer